Vi har været stillet, men vi har arbejdet på livet løs for fjernvarme i Vemmedrup.
Da vi i initiativgruppen på ingen måde er specialister indenfor fjernvarme, har vi gjort meget ud af at være i dialog med både veletablerede fjernvarmeværker, Køge Kommune, Bjæverskov Fjernvarme samt været i kontakt med en anden kommune om deres løsning i yderområder. Ligeledes har vi kigget på andre løsninger end fællesprojekt med Bjæverskov. Alt sammen i vores bestræbelser på at finde den bedste løsning for Vemmedrup.
Det er korrekt, at vi har modtaget et tilbud fra Bjæverskov på fællesværk. Det første tilbud vi modtog, kom med en ekstra tarif for Vemmedrup som betød, at den samlede årlige varmepris, efter vores mening, blev for høj. Vi bad derfor Bjæverskov om at regne på tilbuddet igen. Det har de gjort, og vi har efterfølgende modtaget et nyt tilbud med en lavere ekstra tarif for Vemmedrup samt en deadline for accept af denne.
Da initiativgruppen ikke er en valgt bestyrelse, så skulle dette tilbud ud til jer for godkendelse. Inden vi nåede så langt, blev vi kontaktet af Bjæverskov Fjernvarme som oplyste, at de var gjort opmærksomme på, at de ikke kunne sende deres fjernvarmeprojekt ind til godkendelse hos Energistyrelsen med Vemmedrup som sideprojekt. Bjæverskov Fjernvarme har derfor kun kunne sende deres del af projektet til Energistyrelsen. Dette betyder dog ikke, at Vemmedrup-delen af projektet er skrinlagt og vi er stadig i dialog med Bjæverskov Fjernvarme. Er det denne vej vi skal, så sender man et revideret projekt med Vemmedrup-delen til godkendelse efterfølgende. Dette har dog også betydet, at deadline for beslutningen om at koble sig på Bjæverskov Fjernvarme er blevet forlænget.
Som nævnt har vi i initiativgruppen også ville afdække andre muligheder, så ved siden af PlanEnergi’s beregning på eget og nyt værk i Vemmedrup, som Køge Kommune har foranlediget, så har vi også haft kontakt til E.ON, som laver Byvarme.
Sidst men ikke mindst, så har vi bedt Køge Kommune lave beregninger på Termonet som en mulig løsning i Vemmedrup. Termonet er jordvarme og her er der ikke samme krav om 80 % tilslutninger, for at en sådan løsning kan blive til noget.
Vi i initiativgruppen er nu så langt i vores arbejde, at vi påtænker at indkalde til et borgermøde med en efterfølgende stiftende generalforsamling for oprettelse af et A.m.b.a.
Nærmere information følger, når dato for borgermøde og stiftende generalforsamling er klarlagt.
Med venlig hilsen
Initiativgruppen for fjernvarme i Vemmedrup